Flere aktive studerende på videregående uddannelser i Grønland

Der er sket en positiv udvikling i antallet af aktive studerende på de videregående uddannelser både i og udenfor Grønland de seneste ti år, se figur 1. Samtidig er antallet af aktive studerende i Grønland fordoblet i perioden. Ultimo 2014 var 1.294 studerende aktive på en videregående uddannelse, heraf var 802 at finde på en grønlandsk uddannelsesinstitution.

De aktive studerende udenfor Grønland er primært at finde i Norden, men nogle vælger også en uddannelse i f.eks. Nordamerika eller i Asien.

 

Figur 1. Antal aktive studerende på de videregående uddannelser i og udenfor Grønland ultimo 2004-2014

 

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11B).

 

Andelsmæssigt er det også gået frem for de grønlandske uddannelser. 62 pct. var aktive ultimo 2014 i Grønland, mens der ultimo 2004 var 56 pct. aktive studerende.

Figur 2 nedenfor illustrerer antallet af aktive studerende på de videregående uddannelser i og udenfor Grønland ved udgangen af 2014. På nær professionsbachelor­uddannelserne er antal af aktive i og udenfor Grønland nogenlunde ligeligt fordelt.

 

Figur 2. Antal aktive studerende på de videregående uddannelser i og udenfor Grønland 2014 fordelt på niveau

Note: Kandidat omfatter også professionskandidat.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11B).

 

Både i og udenfor Grønland var den største tilslutning på de mellemlange videregående uddannelser. Ved udgangen af 2014 var 81 pct. af de studerende indenfor Grønland aktive på en professionsbachelor- eller bacheloruddannelse, mens andelen var 70 pct. udenfor Grønland.

 

Kortere videregående erhvervsuddannelser varer typisk 2 år. De dækker over uddannelser som eksempelvis akademiøkonom, tandtekniker, tolk og nogle læreruddannelser så som gymnastik- og husholdningslærer.

En bachelor er en akademisk grad, der almindeligvis er normeret til 3 år, og som studeres på et universitet. En professionsbachelor adskiller sig fra en bachelor ved at kombinere teori og praksis via blandt andet praktikophold. Uddannelsen er ikke en akademisk grad og er typisk normeret til 3,5 til 4 år. En professionsbachelor dækker over f.eks. folkeskolelærer, diplomingeniør, pædagog og sygeplejerske.

 

Figur 3 nedenfor viser antal studerende på studieretninger på tværs af uddannelsesniveauet ved udgangen af 2014.

 

Figur 3. Antal aktive studerende på de videregående uddannelser i og udenfor Grønland fordelt på studieretninger ultimo 2014

 

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11B).

 

Over 50 pct. af de aktive studerende i Grønland var at finde på studieretningerne indenfor ’sundhed og velfærd’ samt ’uddannelse’ ved udgangen af 2014. Disse retninger dækker blandt andet over sygeplejersker og folkeskolelærere. Udenfor Grønland havde studieretningerne indenfor ’ingeniørvidenskab, produktion og konstruktion’ størst tilslutning. Disse dækker blandt andet over uddannelse til diplomingeniør i Arktisk Teknologi.